Vi har været sammen, hver for sig, om den grønne omstilling på Lolland

af | jun 8, 2020

Den seneste tid har krævet, at vi holder fysisk distance, også i Ren Energi Lolland. Det har dog ikke forhindret os I at holde snuden i sporet, hvad angår arbejdet med den grønne omstilling.

Corona-virussen har gjort det nødvendigt at gøre arbejde på lidt andre måder, end vi har været vant til. For eksempel at udskifte mange af de fysiske møder med virtuelle videomøder. Det var også tilfældet, da der for nyligt blev holdt kick off konference i DG Store, hvor blandt andet Lolland Kommune og Lolland Forsyning er projektpartnere.

Det har været lærerigt at være tvunget til nye mødeformater, og det er helt sikkert også noget vi vil anvende mere fremadrettet. De virtuelle møder kommer dog ikke helt til at kunne erstatte de fysiske møder, slet ikke når der er tale om et nyt projekt, hvor mange af partnere endnu ikke har haft lejlighed til at hilse på hinanden endnu. Derfor glæder vi os også til at kunne skrue op for det fysiske fremmøde i den kommende tid – og vi ser især frem til at kunne byde indenfor i det nye Living Lab i Horslunde.