Ny partner styrker Lolland som kraftcenter for vedvarende energi

Lolland er en af de kommuner i Danmark, som producerer mest vedvarende energi – hele otte gange mere strøm end der bruges lokalt på øen. Produktionen stammer hovedsageligt fra havvindmølleparkerne omkring Lolland, men en stigende andel af energien kommer også fra møllerne på land og de mange solcelleparker på øen.

Et af målene med Ren Energi Lolland-samarbejdet er, at en større andel af energien skal nyttiggøres lokalt og derved skabe fundamentet for flere lokale arbejdspladser. Derfor indtræder European Energy nu i samarbejdet, og det vækker glæde i Lolland Kommune:

‘Jeg er glad for at fortsætte partnerskabet med et strategisk sigte mod 2030 og byde European Energy velkommen i partnerskabet. Lolland kan tilbyde rammerne, som mange grønne virksomheder efterspørger, nemlig masser af vedvarende energi og politisk velvilje til at tænke i sammenhængende og cirkulære løsninger,’ siger Holger Schou Rasmussen, borgmester i Lolland Kommune, og fortsætter:

‘Vi har en meget klar grøn erhvervspolitik i Lolland Kommune og ved at samle kræfterne i Ren Energi Lolland kan vi komme længere sammen. Hvis vi skal lykkes med at skabe en stærk grøn industri, skal vi tænke på tværs af sektorer og aktører. Det kræver, at nogen kan tænke systemerne sammen, facilitere dialogen og skabe tillid mellem aktørerne – og det er netop det, partnerskabet kan og skal, og som Gate 21 som sekretariat har gode kompetencer til.’ 

European Energy er en dansk virksomhed, som siden 2004 har udviklet, bygget og drevet grønne energiprojekter i både Danmark og udlandet. Virksomheden arbejder bl.a. med udvikling af solcelleparker, PtX-anlæg samt on- og offshore vindkraft. En af virksomhedens fokusområder er, at udviklingen altid sker i tæt samarbejde med lokale grundejere og de berørte borgere. European Energy står allerede bag flere solcelle- og vindmølleparker på Lolland og har ligeledes planer om at etablere PtX-produktion på Nakskov Havn. Det er derfor naturligt at træde ind i Ren Energi Lolland-partnerskabet og bidrage til en samlet strategisk indsats for at gøre Lolland til Danmarks førende energi-ø på land:

‘En integreret sektortilgang er afgørende, hvis vi skal sætte Danmark på landkortet inden for Power-to-X. På Lolland er der de rigtige ingredienser i form af vedvarende energi og grønne ressourcer som biogas og biogen CO2. Vi ser derfor et stort potentiale i udbygningen af Power-to-X-løsninger på Lolland, hvor der er mulighed for at lave intelligent sektorkobling og etablere de nødvendige værdikæder, som kan få projekterne til at lykkes’, fortæller Emil Vikjær-Andresen, Executive Vice President og Head of Power-to-X i European Energy og fortsætter:

‘Vi er derfor meget begejstrede over at være blevet en del af partnerskabet ”Ren Energi Lolland”, hvor der arbejdes både strategisk og konkret med at realisere det store potentiale for at gøre Lolland til et fyrtårn inden for vedvarende energi, Power-to-X og sektorkobling.’

Foruden Lolland Kommune, European Energy og den grønne partnerorganisation, Gate 21 deltager også energi- og fibernetkoncernen Andel i Ren Energi Lolland. Andel opererer primært på Sjælland og Lolland Falster og har med sine 400.000 andelshavere fokus på at skabe regional udvikling og vækst. Andel har i forvejen flere aktiviteter på Lolland og ejer 80 % af havvindmølleparken Rødsand 2. Derfor ser man også et stort potentiale i, at European Energy træder ind i samarbejdet om at sikre grøn innovation og udvikling på øen i tæt samarbejde med kommunen og de øvrige partnere i projektet:

‘Med European Energys indtræden i Ren Energi Lolland får vores partnerskab tilført nye muskler og ekspertise på den grønne omstilling. Så vi hilser European Energy velkommen og glæder os til samarbejdet,’ siger Henrik Wej Petersen, udviklingsdirektør i Andel.

Samtidig med, at European Energy indtræder i partnerskabet, udløber samarbejdsaftalen med HOFOR. Det københavnske forsyningsselskab har siden 2017 været med til at danne et stærkt strategisk samarbejde mellem København og Lolland. Men nu, hvor den kommende Femern-forbindelse er med til at placere Lolland midt mellem København mod nord og Hamborg mod syd, falder det naturligt at have fuldt fokus på potentialet i at udvikle Lolland som en grøn energiø mellem de to metropoler:

‘Jeg vil gerne takke HOFOR for et godt samarbejde, som har været med til at bygge bro mellem by og opland. Det har været med til at styrke Lollands position som en stærk aktør inden for vedvarende energi og arnested for udviklingen af nogle af fremtidens grønne teknologier. HOFOR har således været med til at skabe en stærk platform for Lolland, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde udenom det formelle partnerskab,’ lyder det afslutningsvist fra Holger Schou Rasmussen.

Den nye samarbejdsaftale løber for perioden 2023-2030.

Seneste nyheder

Dårligt vejr, men god energi!

Igen i år blev Naturfagsfestivalen godt modtaget af både lærere og elever, og var med til at understrege at både interesse og samarbejde om den grønne omstilling lever i bedste velgående på Lolland.

Læs mere »