Ren Energi Lolland (REEL) har netop sendt en ny energisystemanalyse for Lolland-Falster i udbud. Analysen skal fungere som et fælles videngrundlag for kommuner, forsyninger og styregruppe og vil vise forskellige scenarier for en langsigtet og omkostningseffektiv energiplanlægning, der kan understøtte lokal udvikling og beskæftigelse.
Analysen vil blandt andet belyse, hvordan man bedst kan udnytte lokal VE-produktion, skabe synergier mellem industri, varmeproduktion og el- og gasinfrastrukturen, samt undersøge potentielle gevinster ved et mere sammenhængende varmesystem på tværs af Lolland-Falster.
Analysen vil også skulle afdække barrierer og potentialer for udbygning af den vedvarende energiproduktion f.eks. til Power-to-X-produktion, datacentre og andre energitunge virksomheder, samt give et overblik over muligheden for at integrere lagrings- og fleksibilitetsløsninger i det nuværende energisystem.
”Vi ved alle sammen, at mængden af sol og vind har indflydelse på strømprisen fra time til time. Så det handler dybest set om at få den vedvarende energiproduktion til at give mest mulig værdi. Dels ved at bruge strømmen, når den er der, men også ved at kunne gemme overskydende energi til senere brug. Derfor kommer energifleksibilitet og sektorkobling til at spille en kæmpe rolle i fremtidens energisystem”, fortæller Christian Voss, projektleder i Ren Energi Lolland og Gate 21
”Hvis man samtidig kan bruge overskudsvarme fra f.eks. Power-to-X produktion, i fjernvarmen, så får den energi vi producerer og forbruger endnu mere værdi. Det giver derfor mening at tænke i intelligente løsninger. Ikke bare rent økonomisk, men også i forhold til klima og miljø”, lyder det fra Christian Voss.
Energisystemanalysen er finansieret af Ren Energi Lolland og forventes færdig i begyndelsen af 2026.