Grønne visioner på Campus Nakskov

Grønt iværksætteri har de seneste måneder været et tværgående fokus blandt elever og undervisere på Campus Nakskov. Torsdag kulminerede arbejdet med et stort Hackathon, hvor 22 grupper på tværs af gymnasie-, HF-, VUC- og Erhvervsuddannelser skulle udvikle og beskrive en ide på kun tre timer. Ren Energi Lolland var inviteret med som en del af dommerpanelet og var imponeret over både idéer og elevernes engagement.

Opgaven lød på at udvikle et koncept, der blandt andet skulle inspirere borgere og virksomheder til at ændre adfærd mod mere bæredygtige valg, udvikle fællesskaber, der fremmer bæredygtige initiativer og som samtidig tiltrækker flere til at bo og arbejde på Lolland.

Det er imponerende at se, hvor mange gode og gennemarbejdede projektbeskrivelser, der nåede at blive lavet på kun tre timer. Det har været en meget inspirerende dag med stor iderigdom og variation – ikke mindst takket være elevernes forskellige uddannelsesretninger. Det er en påmindelse om, at det grønne mindset er stærkt på Lolland og noget der med fordel kan tænkes ind i alle aspekter af vores uddannelser og dagligdag”, fortæller meddommer Christian Pedersen, Energiformidler i Ren Energi Lolland.

Selv om niveauet generelt var højt, skulle der udråbes én vinder. Vinderholdet præsenterede et koncept for en borgerdrevet forening i Nakskov, med fokus på fællesspisning baseret på lokale råvarer og kursus- og fællesaktiviteter centreret om genbrug og bæredygtighed.

Seneste nyheder

Dårligt vejr, men god energi!

Igen i år blev Naturfagsfestivalen godt modtaget af både lærere og elever, og var med til at understrege at både interesse og samarbejde om den grønne omstilling lever i bedste velgående på Lolland.

Læs mere »