Lollands grønne omstilling på skoleskemaet

Hvor meget grøn strøm producerer vi på Lolland? Hvordan genbruger vi bedst vores affald? Og hvad sker der med vandet, når vi skyller ud i toilettet? Det er alt sammen noget som alle sjetteklasser i kommunen kan blive klogere på, når REFA, Lolland Forsyning og Ren Energi Lolland inviterer til Naturfagsfestival i uge 39.

I løbet af ugen kommer alle kommunens sjetteklasser en dag til Horslunde, hvor de skal besøge det lokale spildevandsanlæg, genbrugspladsen og Ren Energi Lollands besøgscenter i den gamle Saftstation. På turen rundt i byen kommer de til at høre om, hvordan Lolland Kommune arbejder med den vedvarende energi og bæredygtighed, og hvordan man som borger selv kan bidrage til den grønne omstilling.

”Danmark er kendt for at skabe mange grønne jobs, og der vil kun komme flere i fremtiden. COWI har netop offentliggjort en analyse, der  konkluderer at vi alene i industrien får behov for 126.000 flere ansatte frem mod 2030, hvis vi skal nå vores klimaambitioner. En del af disse  jobs kommer helt naturligt til at være i landområderne, hvor energien produceres. Med dette forløb, håber vi at styrke elevernes interesse for at uddanne sig til at tage del i den grønne omstilling, fortæller Tim Tannhof Larsen, sekretariatsleder i Ren Energi Lolland.

Naturfagsfestivalen afholdes i uge 39. Hvilken dag de enkelte skoler skal på besøg meldes ud via skolen. Senere på året vil Ren Energi Lolland tilbyde yderligere undervisningsforløb for både mellemtrin og udskoling.

Åbent hus for hele familien
Torsdag i uge 39 er der om eftermiddagen også åbent hus for alle sjetteklasser og deres familier i Ren Energi Lollands besøgscenter. Vi byder på en pølse fra grillen og et glas saftevand. Det sker d. 28. september fra 16 – 18 i den gamle saftstation på Nordlundevej 6B i Horslunde. Vi håber mange har lyst til at kigge forbi.

Husk at Saften holder åbent flere dage om ugen. Her kan alle interesserede kigge forbi og se udstillingen om den grønne omstilling på Lolland. Det er naturligvis ganske gratis. Se åbningstiderne på hjemmesiden. Bemærk dog at der er lukket for almindelige besøgende man-fre i uge 39 på grund af Naturfagsfestival.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *