Fremtidige havvandsstigninger og mere ekstremt vejr udgør en stigende trussel mod både Lollands natur, landbrugsjord og byområder. Alvoren blev understreget, da SDU Climate Cluster, Navigating360 og DTU i efteråret udgav en rapport, der afdækker de mulige konsekvenser af fremtidige stormfloder.
I rapporten blev Nakskov fremhævet som et særligt udsat område, hvor selv en tiårshændelse kan oversvømme tusindvis af hjem, virksomheder og offentlige bygninger samt forårsage skader for flere milliarder kroner.
Derfor afholdt Ren Energi Lolland i begyndelsen af december en netværksdag med fokus på vandets kredsløb. Her delte medarbejdere fra Lolland Kommune og Lolland Forsyning deres indsigter om udfordringerne og diskuterede potentielle løsninger herunder genanvendelse af jord til digebyggeri, etablering af nye lavbundsjordsprojekter eller solcelleparker, der kan modstå midlertidige oversvømmelser. Desuden blev nyttiggørelse af teknisk vand (renset spildevand) til markvanding og industriprocesser nævnt som en mulige veje til at reducere belastningen på vandmiljøet.
”Dagen var med til at understrege vigtigheden af en tæt, strategisk og sammenhængende tilgang til fremtidens vandudfordringer på Lolland. Vi arbejder derfor på at facilitere endnu en netværksdag om samme emne i første halvår af 2025, hvor der vil være særligt fokus på beredskab,” siger Anders Møller Kristensen, projektleder i Ren Energi Lolland.