Power-to-X er en central teknologi i fremtidens energisystem. Men hvordan realiserer man bedst potentialet i praksis og sikrer, at den vedvarende energiinfrastruktur og PtX-teknologien skaber værdi i lokalområdet? Disse spørgsmål har forprojektet DG RESU-LT (Danish-German Renewable Energy Storage & Utilization- Local Transition) forsøgt at belyse.
Det arbejde har nu resulteret i en ansøgning til et hovedprojekt, som vil styrke den strategiske energiplanlægning og samarbejdet på Power-to-X-dagsordenen på tværs af den tysk-danske grænseregion, herunder Syddanmark, Sjælland og Slesvig-Holsten, og dermed være med til at sikre at energiomstillingen og den lokale energiinfrastruktur bliver en driver for lokal udvikling og økonomisk vækst.
Hovedleverancen fra projektet bliver en hvidbog, der udpeger udviklingsveje og strategier for at realisere disse mål, suppleret af workshops og netværksdannelse for at fremme vidensdeling.
Ovenstående billede er fra afslutningsworkshoppen på forprojektet, hvor partnerkredsen bestående af Gate 21, SCS HOHMEYER/PARTNER GMBH og Syddansk Universitet, inviterede interessenter fra både virksomheder, regioner og vidensinstitutioner til en åben workshop på Alsion i Sønderborg.
Forprojektet er finansieret af Interreg Deutschland-Danmarks nye PKP – Deutschland-Danmark (Pulje for kortere projekter) og Ren Energi Lolland.