Denne kategori dækker energi- og ressourcer anvendt og genereret i husstande og erhverv, herunder varmeforsyning, strømforbrug og affald. Kategorien omfatter ikke energiforbruget til industrielle processer.

Industriens energibehov varierer efter, hvad der produceres. I de fleste virksomheder kan hele energiforbruget elektrificeres, men for virksomheder med høje temperaturbehov (f.eks. cement- og sukkerproduktion, glasværker etc.) vil der være brug for højere temperaturer end der kan opnåes via elektricitet. Her kan i stedet bruges biogas, brint eller flydende syntetiske brændsler.

I Danmark anvendes køling primært i virksomheder og kun i mindre grad i private husstande. Eksempler på virksomheder med kølebehov kan være supermarkeder, fødevareproducenter og datacentre. En del industrielle processer generer også overskudskøling, fx ved underjordisk lagring af CO2. Overskudskøling kan indgå i lokale fjernkølingsnet ligesom man kender det fra fjernvarmen eller bruges på stedet til processer der kræver køling.

Fjernvarmen er ofte den billigste og mest miljøvenlige kollektive varmeløsning i tæt bebyggede områder. En af fordelene ved fjernvarme er, at der kan anvendes mange forskellige varmekilder som input til fjernvarmesystemet, herunder også overskudsvarme fra industrien eller datacentre.

Overskudsvarme kan komme fra mange forskellige kilder som f.eks. køling af datacentre, PtX-produktion, og andre industrielle processer. Overskudsvarmen kan udnyttes internt i virksomhederne eller sælges til et fjernvarmeselskab hvor selv lave temperaturer fra f.eks. et datacenter kan boostes ved hjælp af varmepumper og anvendes i fjernvarmen.

Termonet er en fælles jordvarmeløsning, som kan være særlig attraktiv for landsbyer eller andre mindre klynger af bygninger, der ligger uden for det traditionelle fjernvarmenet. Termonet er en fleksibel løsning, der kan udnytte varmen i de øverste jordlag samt lokal overskudsvarme fra fx køledisken i supermarkedet, og levere varme og køling til nærliggende husstande og virksomheder. Termonet består af et uisoleret ledningsnet og vand til vand varmepumper hos de enkelte forbrugere, hvilket øger effektiviteten af systemet, sammenlignet med individuelle luft-vand varmepumper.

Et varmelager gemmer energi som varme, så den kan anvendes på et senere tidspunkt. Varmelageret kan hjælpe med at skabe fleksibilitet i energisystemet ved at gemme overskudsstrøm eller overskudsvarme i vand, sten eller smeltet salt. Alt efter størrelsen og typen på varmelageret kan energien gemmes i alt fra timer til dage, uger og endda måneder og genanvendes direkte som varme eller konverteres til elektricitet.

Varmepumper er en effektiv og miljøvenlig varmekilde, der bruger elektricitet og varme fra luften eller jorden som energikilder. En varmepumpe kan for hver brugt kWh strøm typisk producere, hvad der svarer til mellem tre og fire kWh varme.

Industrielle varmepumper er langt større end de varmepumper, der bruges i private husholdninger, men teknologien er stort set den samme. Industrielle varmepumper kan både bruges til opvarmning og til industrielle processer med et temperaturbehov på op til 160 grader.

Ud over produktions- og forbrugsanlæg består elnettet af et transmisionsnet (som kan beskrives som elnettets motorveje), et distributionsnet (som sender strømmen det sidste stykke ud til forbrugerne) samt transformerstationer (som omformer spændingen mellem de forskellige net og genererer overskudsvarme i processen).

Storskala batterilagring er en relativ ny teknologi med mange anvendelsesområder. Batterierne kan både bruges til balancering af elnettet og som buffer eller backup i industrien. Batterierne kan også kobles direkte til produktionskilderne og anvendes til såkaldt ø-drift i lande hvor elnettet ikke er særligt veludbygget.

Husstandsbatterier købes ofte som supplement til bygningssolceller og gør det muligt at gemme strømmen fra solcellerne til senere brug eller lade batteriet op fra elnettet, når strømmen er billig. På denne måde kan batterierne være med til at aflaste elnettet på spidsbelastningstidspunkter.

Kraftvarmeværker producerer både strøm og varme på samme tid. Kraftvarmeværkerne har primært været drevet af kul, olie og naturgas, men har i de senere år primært været drevet af afbrænding af biomasse og restaffald. I takt med den grønne omstilling vil der i fremtiden være mindre afbrænding af affald og biomasse. Det giver nye udfordringer i vores energisystem og øger behovet for energifleksibilitet og energilagring.

I en solcelle omsættes solens stråler til elektricitet. Solceller er et godt supplement til vindkraft, da solen ofte skinner når det er vindstille, og fordi solcellerne producerer mest strøm i sommerhalvåret, i modsætning til vindmøllerne som producerer mest i vinterhalvåret. Elektriciteten kan enten distribueres via elnettet eller bruges direkte i industrien eller til elektrolyse via direkte linjer.

Solceller på bygninger installeres oftest på taget, men kan også integreres i selve tagfladen eller i facaden. Solceller på bygninger er et vigtigt element i den grønne omstilling, da strømmen produceres, der hvor den skal bruges og ikke behøver at blive transporteret over store afstande. Solceller på bygninger kan derfor være med til at mindske behovet for at udbygge elnettet.

I en vindmølle driver vindkraften en generator som bruger elektromagnetisk induktion til at lave strøm. Strømmen sendes derefter ud i elnettet. Vindkraft udgør i dag mere end 40 % af det samlede danske elforbrug. Elektriciteten kan enten distribueres via elnettet eller bruges direkte i industrien eller til elektrolyse via direkte linjer.

Afgasset biomasse er et restprodukt fra biogasproduktion. Afgasset biomasse indeholder mange næringsstoffer og kan enten bruges til jordforbedring direkte i landbruget eller videreforarbejdes til biokul ved hjælp af pyrolyse.

Biogas er gas lavet af biologisk materiale som madaffald, gødning fra husdyrhold eller restprodukter fra industrien. Biogas kan blandt andet anvendes i industrien eller i el- og varmeproduktion som spidslast eller i de perioder, hvor der ikke produceres nok vedvarende energi.

Biokul er et restprodukt, der opstår, når forskellige former for biomasse pyrolyseres. Biokul kan være med til at mindske CO2-udledningen fra landbruget, da det indeholder store mængder kulstof, som enten kan bruges i industrien eller i landbruget, hvor det kan virke jordforbedrende og binde kulstoffet i jorden i flere hundrede år og dermed nedbringe CO2-udledningen i atmosfæren.

Biomasse er restprodukter fra skov- og landbrug. Det kan eksempelvis være halm, træflis, roetoppe fra sukkerroer, madaffald, spildevandsslam, eller biologiske restprodukter fra industriel produktion. Biomassen kan både anvendes i industrien eller som brændsel. Så længe biomassen anvendes sparsomt som brændsel og består af restprodukter fra nærområdet, kan den sammen med f.eks. biogas være en supplerende energikilde de dage, hvor den vedvarende energi fra sol og vind ikke dækker behovet for energi.

Landbruget er en uundværlig kilde til mange af vores fødevarer, men også en kilde til klima- og miljøskadelige udledninger som blandt andet nitrogen, metan og CO2. En måde at nedbringe landbrugets udledninger på er at finde bedre og mere cirkulære anvendelser for landbrugets ressourcer. For eksempel ved at anvende gylle til biogasproduktion og recirkulere næringsstoffer.

Tidligere er madaffaldet blevet brændt sammen med det øvrige affald, men madaffaldet er en værdifuld ressource, som blandt andet kan bruges til produktion af biogas.

Pyrolyse er en proces, hvor et materiale afbrændes under iltfattige forhold og ved relativt høje temperaturer (typisk over 600 grader). Pyrolyse har mange anvendelsesformer og kan for eksempel bruges til at lave biokul og -olie. Pyrolyse kan også anvendes til at reducere de uønskede stoffer i spildevandsslam.

Restaffald er alt det, vi i dag ikke kan sortere og genanvende. I stedet kan restaffaldet brændes og bruges til el- og varmeproduktion. Der er et stort fokus på, at vi bliver endnu bedre til at genbruge vores ressourcer. Derfor forventes mængden af restaffald at falde i fremtiden.

Bæredygtig skovbrug giver os først og fremmest træ som ressource, men kan også være en kilde til arbejdspladser, biodiversitet, rekreative områder og kulstofbinding. Samtidig kan restprodukter som grene og spåner anvendes direkte som biobrændsel eller til produktion af biogas.

Spildevand er det vand, vi skyller ud i afløbet. Spildevandet behandles på et renseanlæg, før det kan ledes tilbage ud i naturen. Renseprocessen foregår i forskellige trin, som både omfatter mekaniske rensemetoder og biologiske processer, hvor mikroorganismer nedbryder de organiske stoffer i spildevandet. Ved at tilføre ilt kan man øge mikroorganismernes aktivitet og effektiviteten af nedbrydningsprocessen. Det tilbageværende slam kan anvendes som gødning eller i biogasanlæg. Det kan også forarbejdes til biokul i et pyrolyseanlæg, hvilket er med til at minimere mængden af medicinrester, PFAS og andre uønskede stoffer.

Teknisk vand dækker over forskellige kvaliteter af renset spildevand, havvand eller overfladevand. Indtil nu har vores grundvandsressourcer været flittigt anvendt i industrien. Her kan teknisk vand være et miljøvenligt alternativ, der kan spare på vores grundvandsressourcer.

Nitrogen udgør 78% af vores atmosfære, og udvindes direkte fra luften ved at køle luften ned til meget lave temperaturer, så den omdannes til væske. Derefter opvarmes den flydende luft langsomt igen, så de forskellige gasser adskilles baseret på deres kogepunkter. Denne metode gør det muligt at producere nitrogen i stor skala, som derefter kan anvendes i mange forskellige industrier, som f.eks.til konservering i fødevareindustrien, til at modvirke oxidation i stålindustrien eller til at fremstille E-Ammoniak.

Ilt er blandt andet et biprodukt ved elektrolyse, hvor vand spaltes i ilt og brint. Ilten kan blandt andet anvendes til at rense spildevand eller i forskellige former for landbrugs- og industriproduktion (f.eks. til fiskeopdræt, gartnerier, stålproduktion, medicinalindustrien og andre kemiske industrier).

CO2 er en drivhusgas som bidrager til den globale opvarmning. Men det er også en ressource, som både kan bruges til at lave syntetiske brændsler, samt anvendes i industrien eller i gartnerier, hvor det er med til at fremme plantevæksten. Alternativt kan CO2'en gemmes i undergrunden i århundreder.

CO2-lagring, (også kaldet carbon capture and storage (CCS)) er en proces, hvor kuldioxid (CO2) fanges, transporteres og lagres under jorden, enten permanent eller midlertidigt. Det primære formål med CO2-lagring er at reducere udledningen af drivhusgasser fra industrier, der har svært ved at eliminere deres emissioner fuldstændigt. Teknologien er dog stadig i udvikling og bør anvendes som et midlertidigt værktøj og ikke som erstatning for en grøn energiomstilling.

Elektrificering af transportsektoren er en af de vigtigste brikker i den grønne omstilling. Udviklingen inden for batterier går lynhurtig og bilerne får længere og længere rækkevidde. Med elektrificeringen af transportsektoren vil fossile brændsler blive erstattet med grøn strøm, som også kan hjælpe med at reducere luftforureningen i byerne.

Luftfarten er en af de sektorer, som er sværest at omstille til vedvarende energi, da der er behov for brændstoffer med meget høj energitæthed. Udviklingen inden for batteriteknologi går dog så hurtigt, at vi i fremtiden vil se kortdistanceruter med batteridrevne fly. For langdistanceflyvninger kræves syntetiske brændstoffer som f.eks. E-Kerosen. E-Kerosen udleder CO2, når det forbrændes, men er i praksis CO2-neutral, fordi man i fremstillingsprocessen genbruger CO2, der ellers ville være udledt til atmosfæren.

Skibsfarten står for cirka 2% af den globale CO2-udledning og har traditionelt set næsten udelukkende været baseret på fossile energikilder. Kortere færgeruter kan i mange tilfælde elektrificeres, men for langdistance skibsfart vil det være nødvendigt at finde syntetiske alternativer til de fossile brændsler. Det kan for eksempel være i form af E-Metanol, E-Metan eller E-Ammoniak. Disse syntetiske brændstoffer udleder CO2, når de forbrændes, men er i praksis CO2-neutrale, fordi man i fremstillingsprocessen genbruger CO2, der ellers ville være udledt til atmosfæren.

Den tunge vejtransport var længe spået en fremtid på brint, men i en europæisk sammenhæng er der efterhånden bred enighed om, at den tunge vejtransport skal elektrificeres. I tyndt befolkede områder, hvor ladeinfrastrukturen kan være en udfordring, kan det blive nødvendigt at supplere med lastbiler drevet af syntetiske energikilder som for eksempel E-metan, biogas eller E-metanol. Biogas og syntetiske brændstoffer som f.eks. e-metan og e-metanol udleder CO2, når de forbrændes, men er i praksis CO2-neutrale, fordi man i fremstillingsprocessen genbruger CO2, der ellers ville være udledt til atmosfæren.

Syntetisk ammoniak laves ved at kombinere brint og nitrogen som forarbejdes under højt tryk og tilføjes en katalysator. Ammoniak bruges hovedsaligt som gødning i landbruget, men kan også anvendes i den kemiske industri eller som brændsel i skibsfarten.

Brint er bindeleddet mellem vedvarende energikilder og de syntetiske brændstoffer, der blandt andet kan bruges i skibs- og luftfart. Ved hjælp af elektrolyse bruges strøm til at spalte vand til brint og ilt. Herefter kan brinten anvendes direkte eller forarbejdes til E-metan eller flydende brændstoffer som f.eks. E-kerosen og ammoniak.

E-kerosen kan bruges som alternativ til fossilt flybrændstof. E-kerosen produceres ved hjælp af brint og CO2 indfanget fra fra industrielle processer. Denne blanding omdannes til flydende brændstof via en kemisk proces.

Elektrolyse er en proces, hvor man bruger strøm til at spalte vand til brint og ilt. Processen har været kendt i mere end 200 år, men har indtil nu været forbundet med et stort energitab. De seneste år har teknologiudviklingen mindsket energitabet samtidig med at prisen på strøm fra vedvarende energikilder er faldet markant. Det er med til at gøre de syntetiske brændsler mere konkurrencedygtige i forhold til fossile brændstoffer.

E-metan laves af brint og CO2 som udsættes for et højt tryk og får tilført en katalysator. Derved dannes E-metan som f.eks. kan anvendes i industri, skibsfart eller den tunge vejtransport.

Metanol er en vigtig kemisk forbindelse, der anvendes som råmateriale i en bred vifte af produkter, herunder opløsningsmidler, plastmaterialer og brændstoffer. E-Metanol (syntetisk metanol) laves af CO2 og brint og fungere som alternativ til fossile brændstoffer.